Juli 2025 bød på historisk høje panttal i Danmark.
225 millioner flasker og dåser blev afleveret i pantautomater i løbet af blot én måned – det højeste antal nogensinde registreret i Dansk Retursystems 25 år lange historie. Tallet markerer en stigning på 13 millioner i forhold til samme måned sidste år og bekræfter danskernes store engagement i det cirkulære retursystem.
Det oplyser Dansk Retursystem i en pressemeddelelse
- Danskernes gode pantvaner er helt afgørende for, at vi har opnået rekorden for flest pantede dåser og flasker på en måned. Det er en stor milepæl for os, som viser, at danskerne bakker om pant- og retursystemet, og at vores cirkulære infrastruktur er effektiv og velfungerende, siger Jesper Frische Larsen, COO i Dansk Retursystem
225 millioner enheder svarer til, at hver dansker i gennemsnit har pantet mere end én flaske eller dåse dagligt i juli. Samlet set blev der i 2024 afleveret 2,1 milliarder drikkevareemballager, hvilket ifølge Dansk Retursystem medførte en CO2-besparelse på 234.000 tons ved at undgå nyproduktion af plast, glas og aluminium.
- Det er enormt vigtigt, at vi får flest mulige tomme flasker og dåser tilbage. Pant- og retursystemet sikrer, at flasker og dåser bliver genanvendt til nye i et lukket kredsløb, og dermed sikres materialernes høje fødevarekvalitet, så de kan genanvendes igen og igen, siger Jesper Frische Larsen.
Selvom returandelen i dag er 93 procent, arbejder Dansk Retursystem fortsat på at få de sidste syv procent emballager ind i kredsløbet.

